Kronik i Politiken- LGBT+ svarer igen: Nej, vi er ikke venstreorienterede ekstremister – men vi kæmper for identitetspolitik

SUSANNE BRANNER JESPERSEN – Sekretariatschef
ASK ULRICH PEDERSEN – Forperson
Politiken 25.03.21

Vi kæmper for bedre rettigheder for forhold for LGBT+-personer og er på den måde en identitetspolitisk organisation. Men vi har altså ikke cancelled Signe Molde eller nogen andre.

I mandagens Kronik blev LGBT+ Danmark udsat for en længere kritik og skudt en del standpunkter i skoene. Vi bliver anklaget for at tilhøre den ekstremistiske venstrefløj, bedrive krig mod selve menneskets biologi og forsøge at diktere, hvad befolkningen må tænke, mene og sige – og i øvrigt hævde, at vi taler for hver og én, der identificerer sig under vores paraplybetegnelse, LGBT+.

Det er ikke første gang, vi hører kritikkens ordlyd, og derfor vil vi tage muligheden for at klarlægge foreningens arbejde, afsløre nogle stråmænd og deltage i samtalen om identitetspolitik, som virker meget tilspidset i disse dage.

Det forstås, at kronikørens største anke ved LGBT+ Danmarks arbejde er den sagnomspundne identitetspolitik.

Identitetspolitik er et ord, som bruges meget forskelligt, og som oftest rettet til venstre for midten med henvisning til emner som køn, seksualitet, race og etnicitet. Uden at gå ind i ordkløveri om definitionen på identitetspolitik, som i øvrigt må siges ikke kun tilhøre venstrefløjen, men også gør sig gældende på højrefløjens politikker om eksempelvis nationalitet og danskhed, kan begrebet vel udlægges nogenlunde sådan:

Politisk arbejde, der søger at varetage interessen for mennesker på baggrund af en specifik identitetsmarkør – det kan være seksualitet, køn, nationalitet, etnicitet og så videre.

I det perspektiv er det rigtigt, at LGBT+ Danmark er en identitetspolitisk organisation.

Når vi arbejder ud fra identitetsmarkører som grupper – det vil f.eks. homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner, er det ikke, fordi vi antager, at disse grupper er homogene størrelser uden individuelle politiske ståsteder, syn på livet og varierende ressourcer.

Det er, fordi de har det tilfælles, at de falder uden for en norm, der knytter sig til køn og seksualitet. Det er bruddet på normen og de erfaringer, der følger heraf, som gør det meningsfuldt at varetage gruppens interesser.

Vi arbejder derfor ikke ud fra, at fordi man er homoseksuel, så deler man politisk ståsted. Men vi arbejder politisk for, at vilkårene og rettighederne for LGBT+-personer forbedres, og at vi kommer de alarmerende trivselsstatistikker til livs. Det gør vi ved at agitere for de lovændringer og indsatsområder, som vi vurderer er med til at fremme ligestillingen.

I den forlængelse kunne det måske være relevant kort at opsummere nogle af de forhold, der gør sig gældende for mennesker, der bryder normer for køn og seksualitet – i statistisk lys.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er 28 procent af LGBT+-befolkningen ensomme, mens det gælder for 5 procent hos den øvrige befolkningsgruppe. Cirka halvdelen af alle LGBT+-personer er ikke så åbne om deres identitet på arbejdspladsen, som de ønsker.

LGBT+-personer har 2-3 gange større risiko for at have selvmordstanker. 33 procent af minoritetsetniske LGBT+-personer har overvejet selvmord det seneste år bare. 9 ud af 10 elever oplever homofobiske eller transfobiske skældsord i skolen. Angst, depression og stress er markant mere udbredt. Og sådan kan vi desværre blive ved.

Med andre ord: Vi antager ikke at alle LGBT+-personer har samme opfattelse af verden, men vi konstaterer, at sundheds- og trivselstal afslører, at vi som gruppe er mere udsat end baggrundsbefolkningen på en række parametre.

Det har ikke noget at gøre med, at homoseksuelle eller transkønnede skulle være svagere end resten af samfundet. Det handler om, at samfundets strukturer skaber nogle vilkår for minoriteter, som viser sig i ovenstående statistikker.

Skønt debatter om humor og repræsentation i relation til kønslige og seksuelle minoriteter ofte er det, der når overskrifterne i medierne og de ophedede kommentarspor på sociale medier, er LGBT+ Danmarks arbejde først og fremmest at skabe konkret forbedring for LGBT+-personer.

Det gør vi eksempelvis gennem vores ugentlige rådgivning, hvor vi årligt modtager 500-600 henvendelser om alt fra juridiske dilemmaer om familiedannelse til hjælp til at springe ud i en sen alder.

Vi gør det gennem sociale fællesskaber som vores landsdækkende ungetilbud Aura, hvor LGBT+-personer under 18 kan finde et trygt rum og møde ligesindede i deres lokalområde. Gennem samtalegrupper, der styrker LGBT+-personers livsmestring og tilbyder dem coping-strategier i mødet med en omverden, der ikke altid forstår og accepterer dem. Vi gør det gennem besøgsordninger til ensomme og ældre LGBT+-personer. Gennem vidensformidling, undervisningsmaterialer og kurser.

Vi arbejder politisk for, at vilkårene og rettighederne for LGBT+-personer forbedres

Og så gør vi det gennem politisk påvirkning mod lige muligheder. Vi kæmper for, at de to mænd, der er blevet fædre sammen, også kan få anerkendt deres familie. Vi kæmper for juridisk kønsskifte uden nedre aldersgrænse, så transkønnede børn kan starte i skole som det køn, de er, fordi eksperterne er enige om, at det vil forbedre deres trivsel markant. Vi kæmper for, at en transkønnet forælder kan registreres som det køn, altså far eller mor, som personen er.

Det er sådan, vi driver ’identitetspolitik’.

Men vi er også bevidst om kritikpunkterne af måden, der andre gange drives identitetspolitik på, og at der er ræson i nogle af dem.

Kronikøren nævner selv såkaldt ’cis-male privilege’. At cismænd har privilegier, betyder ikke, at alle (ciskønnede) mænd per definition har mere privilegerede liv end f.eks. (ciskønnede) kvinder. ’Male privilege’ refererer til, at man som person, der af samfundet bliver opfattet som mand, helt faktuelt har en række privilegier knyttet til netop det.

Statistisk set vil man f.eks. tjene flere penge eller få flere chefstillinger – fordi vores samfund er skruet sådan sammen, at mænds arbejde vurderes højere.

Men vi ser også, hvordan begreber som disse bliver misbrugt i situationer. Vi ser, hvordan det at være privilegeret i nogle sammenhænge er blevet et skældsord, som årsagsforklarer alt og altid kan anvendes som modargument.

For tanken om privilegier, når det kommer til køn, race eller seksualitet, kan dårligt anvendes på individniveau og i enhver sammenhæng – simpelthen fordi der er mange andre aspekter involveret, såsom økonomi, social status, fysisk funktionsniveau, udseende og meget andet.

Men statistikker kan afsløre privilegier på strukturelt niveau. Altså at mænd generelt har privilegier på en række områder, som kvinder ikke har. Det er disse, vi søger at belyse.

Og så er det sandt, at vi ser tendenser som ’cancel culture’, hvor stemmer eller personer ekskluderes og stilties, hvis de har modsatte holdninger.

Det er ikke LGBT+ Danmarks tilgang til vores politiske arbejde og ikke en strategi, vi bedriver.

Vi bliver imidlertid hyppigt skudt det i skoene, typisk med henvisninger til kontroversielle hændelser i USA eller Storbritannien, som om vi skulle stå på mål for eller i øvrigt dele samtlige holdninger 1:1 med aktivister i andre samfund.

Men det er rigtigt, at vi af og til kritiserer f.eks. mediers dækning af LGBT+-personer.

Kronikøren henviser til programmet ’Signe Molde på udebane’, som vi deltog i – netop fordi det ligger os meget på sinde at imødekomme samtaler om, hvordan vi taler om køn og seksualitet.

Vi kritiserede hovedsageligt måden, humoren om transkønnede blev udfoldet på – som om transkvinder blot er mænd i forklædning, der udgør en potentiel sikkerhedsrisiko for ciskvinder. Programmet handlede om humor, vi betragtede det ikke som god humor og udsendte vores kritik af måden, hvorpå programmet i virkeligheden ikke lyttede til vores syn på sagen, men blot brugte LGBT+-bevægelsen som eksempel på en flok krænkelsesparate snefnug. Konklusion var så at sige allerede bestemt.

LGBT+-personer har 2-3 gange større risiko for at have selvmordstanker

Men vi har hverken ’cancelled’ Signe Molde eller bedt DR fjerne programmet. Vi har været i god dialog med Signe Molde under og siden, men vi betragter vores kritik som legitim. Det er der ingen krænkelse af ytringsfriheden i.

En overvejende del af programmet drejer sig desuden om brug af pronomener – eller på dansk personlige stedord – som kronikøren også berører.

»LGBT+ Danmark (…) mener, det er passende at diktere, at jeg i min tale skal agere, som om kvinder kan være mænd, og mænd kan være kvinder, selv om jeg mener, at de biologiske indikatorer som kromosomer og kønsorganer er relevante«, skriver kronikøren.

I LGBT+-Danmark ønsker vi ikke at diktere, hvad du må og ikke må sige, men vi informerer gerne om, hvordan personer ønsker at blive omtalt.

At kronikøren mener, at kromosomsammensætning og kønsorganer er relevante for, hvilket pronomen (som ligesom alt vores sprog er konstrueret og ikke er uløseligt forbundet til nogle biologiske variationer af mennesket) han har lyst til at anvende, må være et benspænd, han vælger at sætte for sig selv i mødet med andre mennesker.

I forhold til at diktere sprogbrug i den forbindelse: Alle kan komme til at fejlkønne, som vi kalder det. Vi tror ikke på nulfejlspolitik, når det kommer til forståelsen af køn, som er i stor udvikling i øjeblikket. Men vi tror på, at vi når længst som samfund ved at acceptere hinandens opfattelser af, hvad køn er for os hver især, og at ingens liv og udfoldelsesmuligheder i vores kultur determineres af en specifik kromosomsammensætning.

Ligesom størstedelen af videnskaben i øvrigt beror vi på en forståelse af, at konceptet om socialt køn er en virkelighed. Vores sprog er arbitrært; at mænd har kort hår, og kvinder har kjoler på, er arbitrært. Naturen er indifferent med hensyn til, hvordan køn udtrykkes og omtales. Naturen er også ligeglad med, om du har sex med en af dit eget køn eller et andet køn.

Selvom kronikøren ynder at fremhæve biologien som helligt modargument mod en mere åben forståelse af køn, er også biologien enig om, at køn ikke entydigt kan inddeles i to, som de mange interkønsvariationer bevidner.

Vi er klar over, at mange af dem, vi for tiden er i debat med, har en helt grundlæggende anden opfattelse af biologi og køn end den, vi står på mål for. For dem virker dét, at der findes mere end to køn, provokerende og fremkalder ofte meget stærke følelser.

Men selvom måden, vi udtrykker vores køn på, er arbitrært, er det ikke ufarligt. For transkønnede, nonbinære og interkønnede er udsat for alt for meget diskrimination og stigmatisering. Det samme gør sig gældende for homo- og biseksuelle, samt ifølge Center for Ungdomsforskning en stor del af de heteroseksuelle og ciskønnede unge i grundskolen, der ligeledes oplever tidens stereotypiske kønsnormer som begrænsende.

Den seneste tid har vi været vidne til øjensynligt stigende modstand mod særligt kønslige minoriteter. På TikTok, som er de helt unges foretrukne medie, florerer tendensen ’super straight’, hvor unge mennesker demonstrativt erklærer deres manglende tiltrækning til transkønnede. ’Super straight’ er blevet en reaktionær bevægelse, der af uransagelige årsager finder det påtrængende at erklære, hvad de i hvert fald ikke tænder på.

I øjeblikket taler vi meget om tonen på sociale medier, og man skal generelt ikke dykke dybt ned i et Facebook-kommentarspor eller en tråd på Twitter for at møde hadefulde kommentarer, når overskriften omtaler kønslige og seksuelle minoriteter.

Vi har hverken ’cancelled’ Signe Molde eller bedt DR fjerne programmet

Når seksuelle og kønslige minoriteter oplever diskrimination, skepsis og endda mobning og vold – også selv når bare frygten for samme gennemsyrer deres hverdag – presser det til social isolation, angst, depression, ensomhed og usund livsstil, og det er det, vi ser i sundhedstallene.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi omtaler og behandler hinanden, og derfor er vi ikke i mål med ligestillingen.

Slutteligt siges det, at vi tilhører den ekstreme venstrefløj. Definitionen på det må stå for kronikørens egen regning, men LGBT+ Danmark er partipolitisk uafhængig, og vi samarbejder med alle partier, som ønsker det. En stor del af det arbejde, vi udfører på stående fod, skyldes eksempelvis den tidligere, borgerlige regerings LGBTI-handleplan, som vi var tæt involveret i.

Alle – om de tilhører LGBT+-paraplybetegnelsen eller ej – må have det syn på køn, seksualitet eller familieværdier, de vil, tilslutte sig den ene ideologi eller den anden, eller gå ind for lave skatter eller høje skatter for den sags skyld.

Men som interesseorganisation, der målretter sig lige vilkår, bedre trivsel og lige rettigheder for seksuelle og kønslige minoriteter, har vi naturligvis et standpunkt på konkrete politikker, som fremmer disse gruppers sag. Lige så vel som en fagforening varetager sine medlemmers interesser, eller en naturbevarende organisation arbejder for den politik, der er bedst for naturen.

Så kan personer, som identificerer sig under vores paraplybetegnelse, være uenige i vores politik vedrørende eksempelvis transkønnedes behandlingsmuligheder eller vores holdning til hadforbrydelseslovgivningen. Hertil byder vi altid alle velkomne til at melde sig ind i foreningen, stemme demokratisk til vores generalforsamling og deltage i vores politiske arbejde.